Bibliografi bøger

Bagsidetekst:

På havet sejler man, under overfladen drukner man.
Danmark i den nære fremtid.
En bil eksploderer ved betalingsanlægget på Femernsundforbindelsen.
Et ministerattentat?
Hovedpersonen ser pludselig sig selv som Europas mest eftersøgte mand. Han tvinges ud hvor han i bogstaveligste forstand ikke kan bunde og konfronteres med en sekt, der excellerer i uhyggelige selv mutileringer.
En åndeløst spændende thriller, der suger læseren med helt ned i menneskesjælens mørkeste dyb.

Skrevet om 'Under Overfladen’:

...grundigt forberedt debutarbejde... spændingen holder hele bogen igennem, og jeg læser gerne opus 2 til sin tid.
Thorkild Brunsborg. Lektørudtalelse.

Kære læser, hæft jer ved dette navn Bo-T. For hvis han holder de samme højder som i debut bogen, så har Danmark fået en ny thrillerforfatter der kommer op i samme klasse som Leif Davidsen og andre notabiliteter som Hans Henrik Harmer, Jens Henrik Jensen og Claus Herholdt. Det er en af de mest hæsblæsende menneskejagter denne anmelder har læst i lange tider. Bo-T kan sit stof, han er fuldt bevidst over miljøerne som han kender til mindste detaljer og man kan som læser fornemme ’jeg’ets kamp med både naturen og de menneskelige elementers rasen. Det er bare at hoppe op i båden, og så går det over vand, stok og sten. God fornøjelse!
Finn Hansen. Krimi Cirklen.

...intens beretning...elementær spænding…
Bo Bjørnvig. Weekendavisen.

...lang og spændende...sindrigt konstrueret, veloplagt skrevet…
K.E.Watz. Lolland-Falsters Folketidende.

’Under Overfladen’ leder tankerne hen på Erskine Childers’ ’Gådefuld Sejlads’…forrygende afslutning....må kunne følges op af en gyserfilm.
Arne Christiansen. Dagbladet (flere aviser)/Midtjyllands Avis.

Bagsidetekst:

Jørgensen er rejsende. Som sælger af gummivarer. Lettere modvilligt synes han selv, men sælgerjobbet var det der var. Hans tid deles mellem Lissie og ungerne i lejligheden ved Risvangen og de danske landeveje.

Tiden er slutningen af halvtredserne.
Optimismen og den kritikløse teknik- fascination blomstrer. For nogen kan det ikke gå hurtigt nok med at implementere de nye teknologier. Med fatale følger.
Udenfor landet lurer Den Kolde Krig.
Valutarestriktionerne er ophævet.
Hastigheden er fri. Øjnene lukkes for
konsekvenserne. Ulykker, der ikke altid er
lige hændelige, drukner bekvemt i statistikkerne.

Jørgensens iboende nysgerrighed er svær at tøjle. Egentlig bør man passe sig selv, men det er svært ikke at kigge, når der er sket et uheld. Jørgensen får stukket næsen lidt for langt frem. Snart er han nær ved selv at blive et tal i uheldsstatistikken, og hans familie trues.

Fra forlagets ledsagetekst:

Efter de to meget anmelderroste spændingsbøger ‘Under Overfladen’ og ‘Car Crash’, er Bo-T med sin nye bog sprunget over i en helt anden genre.
De rablende skøre og hylende morsomme historier fra et sted i den danske provins, føjer sig smukt til en dansk litterær tradition med fornemme aner som Finn Søborg og Jørn Riel.
Saftige, farceagtige skrøner med satirisk bid og vid, i hippene til alt ligefra fremmedfobi og religionshysteri til formyndersamfundets regelrytteri.

Bagsidetekst:

Hvad smører man gammelost med?
Hvor ligger præsten om natten?
Hvor går skudlinien?
Hvem rammer hvem?
Hvad siver der ud?
Hvilke midler bruges der?
Hvad er procenten?
Hvor går grænsen?
Hvad siger loven?

Gode spørgsmål der måske besvares her i en flok rablende skøre, hylende grinagtige - og absolut sandfærdige historier.

’Det første der slog ham var mangelen på lyd. Jørgen Jesus havde dog ellers munden stående åben.
Benno Benfri skænkede sig endnu en snaps og overvejede problemet.
Spørgsmålet var, om man overhovedet burde gøre noget. Jørgen Jesus’ nye tilstand uden lyd var faktisk slet ikke at foragte.
Han besluttede dog at det var bedst lige at checke om han var i live.’

Fra forlagets ledsagetekst:

Denne nye bog fortæller historien om de små benzin-salgs-køretøjer, der kørte på havnene først i Korsør og Nyborg, senere i Halsskov og Knudshoved i forbindelse med Storebæltsoverfarten fra omkring 1950 til begyndelsen af 90’erne.

Denne for Danmark så vigtige overfart har altid haft en stor plads i danskernes bevidsthed.
Bæltet samlede og skilte landet ad, og det var altid en begivenhed at krydse det.
Overfartens historie er fyldigt dækket mange steder, men en lille del - nemlig de service-vogne, der kørte imellem rækkerne af ventende biler og tilbød benzin, olie, vand og meget andet - er aldrig tidligere beskrevet.

Bogen fortæller om baggrunden for oprettelsen af Halsskov-Knudshoved overfarten - herunder også de to benzin-salgssteder - og beskriver blandt meget andet de forskellige typer køretøjer, der blev anvendt, og hvordan arbejdsgangen var.

Det er i høj grad også historien om folkene bag, og om de mange - fortrinsvis unge mennesker - der arbejdede med betjeningen af kunderne, på de meget populære arbejdspladser.

Således er det også et lille stykke dansk industri- og virksomhedshistorie.