'Religionen er problemet'

Bragt i Politiken 4/4 2006

Er det at tro være lige så gyldigt som det at vide? Skal vejen mod sandheden ikke findes gennem indsigt, viden og fakta? Nej, nej, nej. Man skal bare tro. En god og solid gang tro og alt er i sin skønneste orden. Jeg må lige huske at sige det til mine børn næste gang de spørger til en eller anden skoleopgave eller noget.
De skal ikke begynde at søge oplysninger i bøger eller medier, de skal såmænd bare lægge sig på knæ og bede, så skal indsigten nok melde sig af sig selv - fra oven.
Det er tidens løsen, og det sætter vi ikke spørgsmålstegn ved.

 Kig selv efter. Synet af vrede og indignerede mennesker som forlanger respekt - i bogstaveligste forstand på linie med liv eller død - for denne eller hin religion, deres egen, andres eller alles – møder en overalt på mediefladerne.
Med forvredne ansigter og skingert indignerede stemmer, bliver budskabet skreget ind i hovedet på os endnu ikke helt så faste i troens kød.
Vi må skamme os, må vi, når vi på ussel vis nedgør deres religion. Det er nemlig ingen spøg. Det er dødelig alvor!
Den overvældende inerti der ligger i måden denne selvsikre udmeldelse bliver båret frem, er måske også årsagen til, at vi der er lidt forfordelt med hensyn til troens nådegave ikke helt får bidt mærke i den præmis der – med ’respekt for religionen’ som figenblad - har sneget sig ind, og som sætter lighedstegn mellem religiøse mennesker, deres religiøse følelser og religionen i sig selv.

 Tværtimod må man sige. Vi debatterer ivrigt under hvilken form man skal tro, om den ene tro er bedre end den anden, om den ene eller den anden slags tro bliver undertrykt eller latterliggjort, om troendes rettigheder bliver overholdt, om de troende har de rette rammer for at dyrke deres tro osv. osv. Det betimelige i, at basere hele sit livsgrundlag på f.eks. en tusindårig skrønesamling, det snakker vi pæne og ordentlige mennesker ikke om. 
Det er faktisk helt legitimt at basere sin verdensanskuelse på noget man tror. Man skal blot tro det stærkt nok, til at være helt overbevist, så er det altså lige så godt. Og skulle nogen i øvrigt formaste sig til at besudle, eller blot sætte spørgsmål ved ens tro, har man selvklart i allerhøjeste grad ret til at føle sig krænket. 

Selv mener de troende, at de naturligvis sagtens kan være troende og samtidig være beboere og deltagere i en moderne verden. Ingen problemer her, også selvom størstedelen af indholdet i alle religioner strider lodret mod alt hvad den moderne videnskab siger.
Man beslutter sig simpelthen bare for, hvor grænsen, mellem det man tror og det man ved, skal gå.
Der er absolut intet odiøst i at sætte en sådan mentalt ubrydelig skillelinie imellem de facetter af livet der kan diskuteres, og de som ikke kan.
Det er i virkeligheden svært praktisk, da man så bare kan putte alle de ting, der føles ubehageligt at forholde sig til, ind under troen og derved undgå at forholde sig til dem.
Ikke så sært at det er populært, og at flere og flere påberåber sig denne kåbe af urørlighed.

 Selv ville jeg nok føle mig en anelse beklemt ved at gå rundt og påstå, at der sad en altseende lidt revisoragtig pedant oppe i himlen, nidkært førende regnskab med, hvor meget man troede på ham, for efterfølgende at straffe en på det strengeste, hvis ikke man levede op til de stillede minimumskrav.
Men det lader ikke til at andre har de samme reservationer. Bare man er mange nok, kan man tilsyneladende slippe om ved alle kritiske spørgsmål.
 Religion bliver med massesuggestionens altfortærende kraft på uhyggeligste vis revet fri af troens hæmmende rødder og gjort til faktuel viden, med ultimative krav om underkastelse for de troende og ærbødighed fra de ikke troende.
Det ses meget bombastisk fra udlandet, men også herhjemme er de stejle og uforsonlige røster stigende, især efter at Muhammed-tegningerne har fået muslimerne ud af busken. 

Længe før Jyllands Posten fandt på at svinge krumsablen over hovederne på de van- eller rettroende alt efter synsvinkel, har man kunnet iagttage en tiltagende ’religionisering’ af det offentlige rum.
Religiøst funderede debatindslag spreder sig ud over avisernes debatsider, hvor også religiøse skriftkloge har egne klummer.
Til min forbløffelse, optræder præster, teologer og andre skriftkloge som eksperter på TV, hvor de høfligt bliver interviewet om alle menneskelivets forhold, som gjorde det at have en religion dem på en eller anden måde til bedre og mere vidende mennesker – hvilket jeg ikke et sekund er i tvivl om, de i deres egen overbevisning også er.
De sidder i folketinget og lovgiver ud fra en religiøs overbevisning, mens de udadtil siger man skal adskille religion og politik, og de sidder som næsten selvvalgte medlemmer i etiske råd og nævn, hvor de med strenge miner kan hæve deres moralske pegefingre over for os ikke-troende syndere.

 Hvad i alverden det er, der skulle forlene folk, hvis tro notorisk igennem historien har forfulgt anderledestænkende, udslettet millioner og undertvunget sig andre folkeslag i Herrens navn, større autoritet end mig og alle andre til at udtale sig om moral og etik, går over min forstand.
Jeg vil meget have mig frabedt at blive moralsk irettesat af en, som er tilhænger af en sådan forening, hvis logo forøvrigt viser en næsten nøgen mand sømmet fast til et trækors.

 Det er blevet comme il faut at være religiøs. Efter en udmagrende ørkenvandring i de politiske 60’ere og 70’ere, 80’ernes krystalhealing og 90’ernes newage religion light, er hard-core religionen tordnet tilbage på scenen, godt hjulpet på vej af åben- og skabsreligiøse politiske ledere på verdensplan, der ser det som deres sande mission i livet at udbrede den rette lære.
Det giver mig i den grad kulderystninger at tænke på, at så mange af verdens ledere, med magt til at føre deres eget og andres lande i krig eller sågar udslette jorden ved tryk på en knap, bekender sig til at være styret af en tro!
Ikke viden, ikke fakta, ikke sund fornuft, ikke rationalitet, ikke  argumentation, ikke erfaring, men tro!

 Det hele bliver selvfølgelig accentueret  af et øget pres fra en verdensdel der aldrig rigtigt har forladt den – havde jeg nær sagt – gammeltestamentale tro.
 Hysteriet har antaget så fuldstændigt svimlende urimelige dimensioner, at man bliver nødt til at betone, at religion nu engang er og bliver det det er - en tro. Det er nonsens (ikke fornuft) og tankespind, og at det netop ikke er andet og mere end tro kan belyses ved følgende tankeeksperiment.

 Hvis man forestiller sig en samtale med en religiøs person (eller for den sags skyld, hvis De selv er religiøs, forestiller Dem en samtale med mig) kunne man (jeg) spørge, om De (vedkommende) mente at Gud ville eksistere, hvis ikke nogen troede på ham, hvis f.eks. jorden blev ramt af en asteroide i morgen og menneskeheden udslettet, vi selv trykkede på knappen, eller – som så mange i den vestlige verden åbenbart frygter – at muslimerne erobrede verdensherredømmet og udslettede alle kristne (eller omvendt), så der ikke var nogen tilbage til at tro på den kristne (eller islamiske) Gud.
Ville Han så stadig eksistere?
Dertil vil den religiøse selvsagt svare, at selvfølgelig eksisterer Gud da ved Gud, selvom ingen længere tror på ham. Gud har jo skabt verden og var her således før noget eksisterede, og Han vil således også eksistere efter at alt (eller vi) er hørt op med at eksistere. 
Nuvel, Gud behøver altså ikke at have troede for at kunne eksistere. Han eksisterer i sig selv, ifølge den religiøse overbevisning.
Det må jo så også indebære, at andre guder kan eksistere selv om ingen tror på dem ...
Næ hov, siger den religiøse, den tror jeg ikke på, jeg tror på den enbårne, den alvidende, den eneste Gud!
Javel ja, men det er for så vidt sagen uvedkommende, al den stund at De jo lige har erkendt, at det ikke er en forudsætning, at De tror på Ham eller ej. 

Der må altså alt andet lige, være millioner – ja uendeligt mange – guder derude. Og da de jo ikke kan være alvidende eller skabere af alt alle sammen, bliver det i øvrigt lidt broget.
Der kunne selvfølgelig være en uendelighed af parallelle verdener derude, hver hørende under sin herskende og skabende Gud, men i så fald ville de jo stadig ikke være eneherskende, idet de kun ville herske over deres egen lille verden, og i en uendelighed af verdener er det trods alt ikke så meget. Alt er jo relativt. 

Jamen, tror du kun på de ting du kan erkende, spørger den religiøse snedigt, tror du måske du kender alt i universet, tror du ikke der er ting derude som eksisterer, men som du bare ikke kender til?
Jo bevar os vel, selvfølgelig er der det. Mennesket kan kun lige med nød og næppe kapere fire dimensioner, og der måske mange flere i universet, som i øvrigt efter alt hvad vi ved er uendeligt stort, så selvfølgelig er der ting vi ikke kender til.
Jeg kan også godt drømme om, gisne om eller gætte på, hvad det kan være, men ville ikke vide det. Det ville være en tro.

 Jeg kunne for så vidt være overbevist om, at der gemte sig et kolossalt rumuhyre i gammakvadrant F17. Det ville måske ikke engang være så ’langt ude’ som de fleste andre religioner, men det belyser meget godt problemet med, at skulle ’respektere andres religion’.
Jeg har ikke noget problem med at respektere andre mennesker, og jeg har ikke noget problem med at respektere andre menneskers religiøse følelser. For min skyld må de tro på lige hvad pokker de vil, så længe de ikke prøver at lade det påvirke min eller andres mulighed for at tænke, tro og tale på vores måde, men jeg må indrømme, jeg kan altså ikke respektere det de tror på.

 Og det er jo her problemerne opstår. Det er her de mentale tektoniske plader gnider og gnubber sig mod hinanden og opbygger de eksplosivt rødglødende spændinger, som truer med at splitte kloden ad. 

Kigger man på de tolv famøse tegninger fra Jyllands Posten, retter de i virkeligheden mere skytset mod misbrugerne af religionen, end på religionen selv, og en stor del af dem retter endda skytset tilbage mod Jyllands Posten, men det er vist på sørgelig vis gået hen over hovedet på de fleste religiøse muslimer.
De har i stedet følt sig personligt såret, fordi de som de fleste religiøse mennesker er ude af stand til at adskille sig selv fra deres tro.

 Se, det er jo skidt, for man kan aldrig mødes, hvis man på forhånd er afskåret fra at diskutere de holdninger der præger og styrer næsten alt i et givent (religiøst) menneske.
I min ungdom, hvor alle vi unge var venstreorienterede som man er religiøs i dag,  fik man den samme fornemmelse, hvis man skulle snakke med en KAP’er, SAP’er, FLAP’er eller hvad de nu hed.
Der var sgu’ altid en skjult dagsorden, som en gang for alle var vedtaget, og som man ikke kunne komme uden om.
 Og så må man retfærdigvis sige, at det der gør det så forbandet mudret i den her kedelige affære - og det der gør det til så dårlig en sag - er at Jyllands Postens kulturredaktør - jævnfør den ledsagende artikel til tegningerne - netop havde til hensigt at såre muslimer generelt.
De skulle ha’ nogen bank skulle de. De skulle hånes, spottes og latterliggøres. Han gik direkte og generelt efter en bestemt befolkningsgruppe uden smålig skelen til de personlige individer.
Et selvmål med bravur, må man sige, som har kostet en masse menneskeliv, en masse skade og en masse lidelse.

 At genere, fornedre eller forfølge mennesker ud fra tro, race, religion, seksuel orientering, politisk overbevisning osv. osv. er selvfølgelig uacceptabelt, det burde sige sig selv - og det ligger desuden mejslet i sten i de menneskerettigheder, som så mange religiøse mennesker for tiden elsker at nedgøre og lægge for had. Men når så mange udgyder så meget blod, skaber så megen terror, skræk og lidelse i en religions navn, som nogen gør i øjeblikket, så må vi fastholde, at det ikke alene må være tilladt, men påkrævet, at kritisere – herunder satirisere over – denne religion.

 Personligt synes jeg, (som redegjort for) at det er religion som sådan, der er problemet, mere end det er en bestemt religion. Ufred, forfølgelse og undertrykkelse har altid eksisteret i religionernes navn, men religion er tilsyneladende lige så svært at slippe af med som en nedgroet tånegl. Det er en indgroet del af den menneskelige natur. Sikkert en følge af det menneskelige sinds ufattelige kreative evne til utrætteligt at søge mening i galskaben, skabe sammenhænge og mønstre, fatte det ufattelige – at universet er uendeligt (eller rettere udvider sig ud i det uendelige intet) og at vi selv – desværre - er endelige.

 I søgen efter et svar på, og en forståelse af vores egen ikke-eksistens før og efter døden, har mennesket til alle tider digtet og skabt sammenhænge, hvor der ingen sammenhænge var. Vi har fundet på historier og forklaringer i forgæves forsøg på at forstå det uforståelige. Historier som er blevet overleveret og genfortalt til ukendelighed, men som også ofte har rummet en sandhed eller rettesnore for hvordan man skal indrette sig med hinanden og leve sammen.

 For det det drejer sig om er jo os selv – mennesker. Og så er vi fremme ved noget af humlen. For det religion i virkeligheden drejer sig om, når vi ser den udfoldet i al sin forlorne pragt i de religiøse institutioner, i kirken, i moskeen, i synagogen, i bedehuset ... er uhyre verdsligt. Det er magt. Den der kan samle alle stumperne, alle de forvildede følelser, de historiske brudstykker – den der kan udlægge teksten, han har magt. Magt over andre mennesker.

I al evighed, amen!

 ...eller med Dave Allens ord:
din Gud være med dig!


'Jeg er træt af forebyggelse.'

Nov. 2006

Vi skal forebygge. Vi skal forebygge ulykker, sygdom og død. Vi skal forebygge forurening, rovdrift og klimaændringer. Vi skal forebygge skovdød, faldende biodiversitet og overfiskning. Vi skal forebygge trafikuheld, højresvingsulykker, harmonikasammenstød og glatføreuheld. Vi skal forebygge vold, terror og kriminelle ungdomsbander. Vi skal forebygge kræft, blodpropper, sukkersyge, stress, astma og allergi. Vi skal forebygge fedme, skrumpelever, skørlevned og usikker sex. Vi skal forebygge mobning i skolen og sexchikane på arbejdspladsen. Vi skal forebygge kvindehandel, prostitution, pornoficering af det offentlige rum og liderlighed. Vi skal forebygge dyremishandling, hestevoldtægter, forsøgsdyr og transport af levende grise. 

Jeg er træt af forebyggelse. Forebyggelse hænger mig ud af halsen, som menneskerettigheder hænger ud af Søren Krarups hals. Jeg er træt af anvisninger, henvisninger, anbefalinger,  livsstilssamtaler, kvoter, højst tilladte værdier, maksimumdoser, grænsesætninger, cykelhjelme, kostråd, velmenende eksperter og ’nye undersøgelser viser’ ... 

Der er ikke den ting der ikke kan gå galt, hvis jeg ikke forebygger. Men jeg får ikke stress af arbejde, børnepasning eller trafikkøer. Jeg får stress af skyld og dårlig samvittighed.
Jeg bliver syg af venteværelsepjecer, helbredscheck, pegefingermoral, adfærdsregulering, automatiske fotofartfælder, miljødommedagsprofetier, sundhedsstatistikker, overvågning, matriarkalsk omklamring og ernæringsrigtig porretærte. Jeg ryster af angst for alle de sygdomme som ligger og lurer som følge af min fordærvede livsstil.
Jeg martres af dårlig samvittighed, når jeg sætter mig ind i min bil, og forbereder mig på vilkårlige påkørsler af gamle damer i fodgængerfelter, for ’fart gør ondt værre’ og ’havde jeg dog bare kørt lidt langsommere’. Jeg synker og forbereder mig på anklagen om overlagt mord på isbjørne, der må lide druknedøden imellem de sporadisk tilbageblevne isflager omkring nordpolen som direkte følge af det, jeg  kynisk og hensynsløst udspyer gennem mit udstødningsrør.
Jeg gruer for konsekvenserne af min lemfældige omgang med ikke-økologiske varer. Bævrer for virkningerne af min manglende entusiasme i redningen af Beringsstrædets bævere, når mit sygelige behov for boligopvarmning får et tankskib til at springe læk i Alaska.
For ikke at snakke om alle de uroligheder, krige og terror dette kyniske ressourcerov påfører menneskeheden.
Jeg farer sammen og kaster ængstelige blikke over skulderen af skræk for at blive opdaget, når jeg i stedet vælger at fyre i min brændeovn. For som enhver god borger ved, fyrer jeg selvfølgelig ikke på den rigtige måde eller i den rigtige ovn, og udledningen af miljøskadelige og kræftfremkaldende stoffer er ifølge talrige undersøgelser fuldstændig abnorm.

 Overalt kigger skiltene, pjecerne, folderne og TV spots’ne på mig med løftede pegefingre. Kampagnerne klæber til mig som klæg sirup. Hvor stærkt må du ... her? Uge 40! Trøstespiser du? Hvor mange har du ... i dag? Har du checket dit bryst for knuder til morgen? Kender du en der ... for meget? Hoster du? Får du målt dit blodsukker? Dit blodtryk? Dit kolesteroltal? Køber du havemøbler der ikke er FSC mærket?

 Tobaksvarer er dækket med store sørgerandsindrammede skræmmebudskaber om, at man er i gang med ikke alene at begå selvmord, men også at myrde alle omkringstående.
Jeg ryger ikke selv – for som den frygtsomme og intimiderede person jeg er, ville jeg simpelthen ikke turde - men hvornår sidder advarslerne på øl, kiks og kødpølse?
Nyhederne kører konstant, og nyhederne er en lang kavalkade af død og ulykke. Ikke rigtige ulykker. Hvis det så bare var det. Men så mange ulykker sker der slet ikke på verdensplan. Nej, det er historien om de ulykker der vil ske, hvis vi ikke forbygger. Hvis vi ikke tager os sammen og gør noget.
Og forebyggelse handler altid om at afstå fra noget. 

For at vi skal forstå konsekvenserne af den manglende forebyggelse skal der fremmanes et skræmmebillede. Et skrækscenarium som kan få os til at vælge noget godt fra, og vælge noget mindre godt til. En apokalyptisk vision som skal holde os - uansvarlige mennesker - i tøjret.
Førhen var det skærsilden. Helvede. Nu er det døden selv. Fortabelsen af livet. Og ikke blot vort eget liv. Det er vores børns liv. Samfundets liv. Hele planetens liv.
Og det er trods alt et stort ansvar.

 For det er alt sammen min skyld. Det er mig der skal være samvittighedsfuld forbruger, sundhedsbevidst samfundsborger og lovlydig bilist. Det er mig der skal stemme med indkøbsvognen, mig der skal proppe mig med broccoli og strutte af sundhed. Ellers kommer jeg uvægerligt til at ligge samfundet til last, når jeg bliver syg af en syg livsstil.
Og hvis jeg er overvægtig, holder det ikke når jeg er død. Jeg kommer til at ligge bedemanden til last. Og så er det min skyld, hvis han forstrækker en muskel eller får en rygskade.
Der er simpelthen ikke råd til at jeg skejer ud. Jeg må indordne mig. For det fælles bedste. Jeg må kunne indse, at det er alle de andre, de rettroende, de måde- og tilbageholdne der betaler prisen, hvis jeg ikke forbedrer mig.
Og det til trods for, at jeg ikke har voldtaget en eneste hest.

 Ikke ulig så mange andre på den tid, styrede min mor elegant mit barne- og ungdomsliv med righoldig uddeling af skyld. Nu har eksperterne, den offentlige mening og myndighederne, på behørig vis og i fornem respekt for traditionen, taget over.
De vælter uden synlige hæmninger skyld og angst ned over mig. En lavine af sjælborende skyld, angst og ansvar for alt i og uden for mit usle lille liv.
En særlig raffineret form for skyldtildeling er indrammet i begrebet ’livsstil’. Hvis jeg rammes af sygdom, er det min egen skyld. Jeg har bragt det på mig selv.
Mængden af information omkring sund levevis taget i betragtning, har jeg selv været ude om det. Jeg kunne bare have ladet være. Jeg har svigtet. Væltet mig i sølet. Forrådt de gode intentioner. Jeg har skuffet, har jeg. 

Jeg er en synder. Den korrekte livsstils overvågningskameraer følger mig overalt. Jeg bliver konstant målt og vejet. Statistik på statistik bliver udarbejdet, tolket og gennemregnet for at påvise min slappe karakter.
Det er tydeligt, at man ikke kan stole på mig. Jeg snyder, og ikke alene på vægten. Jeg prøver at omgå reglerne. Undgå de retningslinier ’vi’ er blevet ’enige’ om. Negligere det vi alle ved, er det ’rigtige’.
Jeg bagatelliserer følgerne, lukker øjnene for konsekvenserne og ignorerer beviserne. 

Man må kontrollere mig, må man. For mit eget bedste. Jeg skal styres. Tøjles. For jeg kan ikke selv – eller vil?
Jeg skal coaches, styres og guides. Så jeg ikke falder i. Falder for fristelsen. Falder på halen. Falder igennem eller falder om og ligger til last.
Der skal være spritåndestartspærre i min bil for at hindre spirituskørsel, GPS baseret fartpilot for at hindre fartoverskridelser, bæredygtig benzinstyring for at hindre overdreven acceleration og automatisk sikkerhedsselespænder til at sikre, at jeg ikke glemmer selen.
Der skal være kalorietæller på min indkøbsvogn, som blinker og hyler, hvis jeg forsøger at smugle en yankeebar i kurven, så sundhedspolitiet kan alarmeres og jeg kan blive smidt i kachotten på vand og linser til jeg har lært nogle ordentlige spisevaner.
Min adgang til naturen skal reguleres, så jeg ikke i min ignorante uvidenhed tramper på udryddelsestruede fugles reder eller fredede orkideers spinkle spirer.

 Allerede i dag er mit regnskab gennemstyret, så jeg undgår at glemme at opgive diverse småindtægter eller vennetjenester til skattevæsnet.
Banken ringer mig op så såre der er ekstraordinære udsving på min konto, så min økonomi ikke lider skade.
Tandlægen og lægen indkalder til regelmæssige sikkerhedschecks.
Der er gennemgående  betryggende kontrol med alle mine livsmønstre, så jeg ikke risikerer at glide ud på skråplanet.
Jeg burde være glad. 

Jeg skal lære, at her i landet kigger vi på speedometret, ikke på trafikken.
Her tæller vi kalorier, genstande, skridt og dage, ikke gode tider, sjove minder eller store oplevelser.
Vi skal ikke ud i naturen, vi skal igennem turen.
Vi skal ikke kigge på det vi får, men på dem vi ikke får.
Vi skal ikke styre, men styre os.
Vi skal ikke tømme livets bæger, men bære livets tømme. 

Det lyder så rigtigt. En sund og ansvarlig nations formålserklæring.
Men jeg er svag i kødet. Jeg har en rygrad som en kålorm. Jeg falder for billige tilbud, selvom enhver kan sige sig selv, at de er fremstillet af børnearbejdere på en slavefabrik i Bangalore. Jeg spiser to gange af desserten, elsker bacon, hader at motionere og nyder normalt først frugt, når den er gæret, og som den kujon jeg er, undgår jeg konsekvent lægen og hans skarpe irettesættende blik.
Jeg bævrer af frygt for, hvem der skal gøre regnebrættet op, når jeg ligger på mit yderste, på båren foran sygehusets port.
Nogen barmhjertig Sankt Peter bliver det næppe. Dommen bliver utvivlsomt nådesløs. Så megen udskejelse og mangel på selvkontrol kan ikke tilgives. Skal det offentlige, fællesskabet, alle de andre ansvarlige virkelig bebyrdes med disse selvpåførte plager?  Dette usle forliste liv? Dette mishandlede hylster af en frafalden?
Hvor mange tons CO2 har det ikke på samvittigheden? Hvor mange uskyldige tredieverdensskæbner ligger der i dets kølvand? Hvor mange ørkener er der sprunget frem som følge af dets frådseri?Der må dog være retfærdighed til for de renfærdige. Hold porten lukket! 

Somme tider forsøger jeg at rette lidt op på mit skørlevned, min slaphed og mangel på respekt for love, fremherskende meninger og vedtagne normer. Og somme tider lykkes det mig at komme i nærheden af de høje krav, men det falder altid sammen med, at målstængerne bliver flyttet.
Så bliver maksimumgrænsen for dit halveret, og så bliver minimumskravet til dat fordoblet, og jeg indser med et suk, at jeg aldrig vil have en chance for at kvalificere mig. 

Det skorter ellers ikke på gode eksempler.
Alle kendisser og politikere med respekt for sig selv (og karrieren), kappes om at bevise deres afholdenhed og sporty vaner.
Nyhederne er fyldt til randen med nøgterne eksperter, som med bekymrede miner udtaler sig om folkesundheden.
Omsorgen for vores velbefindende er overvældende. Den overgås kun af fordømmelsen, når vi fejler.
Dog, så længe vi viser vilje til at vende tilbage til den rette tro, tilbage i folden, tilgives vi alt. Hvis vi kæmper mod fristelsen, undertrykker vore lyster og følger den rette lære er vi med i det glade humørfyldte fællesskab, hvor man bekræfter hinanden i hverdagens små sejre.
Der hvor vi overbeviser os selv og hinanden om, at sult er ok, at bønneragout smager godt, og at det er en stor meditativ oplevelse at træde en motionscykel med bremsebåndet strammet ind til brudgrænsen i halvanden time. Om dagen.
Livets mål er ikke et brus af sanseoplevelser, mental udvidelse og behovsopfyldelse, men streng og kold kontrol med kroppen, den asketiske sjæls usle og utilstrækkelige bolig. 

Folkesundhed! Man ser den ranke ryg for sig.
Dette, det nye evangelium. Gadebilledet synes fyldt med udmagrede, benede skikkelse som hver morgen glædestrålende springer ud af sengen og løber maraton inden havregrøden og de kolde afvaskninger.
Som pilgrimme kommer de med deres bederemedier i sportstasken, i rask gang mod fitnesscentrene, religionens strålende templer.
Kostpyramide og drivhuseffekt er salmesang og tungetale, og ve den der taler ilde derom. Den etablerede sandhed tåler ikke modsigelse og kættere vil få kærligheden at føle, med det sociologiske minerva-korts alleryderste lysegrønne segment som ordenshåndhæver, inkvisitør og bøddel.

 Hvis de så bare var enige. Hvis disse evige uigendrivelige sandheder virkelig var evige. Hvis de ’sidste undersøgelser’ virkelig var de sidste og ikke bare de seneste. For efter ’de sidste’ kommer ’de næste’.
Trods de skriftlærdes skrigende skråsikkerhed, synes vore dages gyldne levereglers livsspand at være ligefremt proportionalt med graden af vederstyggelige tildragelser der vil følge, skulle man undlade at efterleve dem.
Som bevidst, socialt ansvarlig forbruger må jeg desperat siksakke mig igennem de uafladeligt udstrømmende bulletiner og banbuler.  På evig jagt efter det perfekte levned. De evindeligt modstridende udmeldelser er uomgængelige vilkår, uflyttelige sten på pilgrimsrejsen, som jeg uden modsigelse må acceptere.
Overbærende belæres jeg om, at jeg må have en smule distance, ikke miste fokus, men blive på ret kurs på trods af de divergerende udmeldinger om rigtigheden af dette og hint i den etablerede herskende liturgi.

  Jeg bliver nødt til at arbejde med mig selv og min modvillighed. Prøve at indse at modstand er omsonst. Hvis vi ikke forebygger, hvor havner vi så?
Jeg må lære at affinde mig med al min skyld, al min dårlige samvittighed, al min utilstrækkelighed, al min afmagt. Lære at når en grænseværdi synes urimeligt høj eller urimeligt lav, så er det fordi at ’overdrivelse fremmer forståelsen’.
Det er fordi vi – os almindelige mennesker, befolkningen – er som små børn, uansvarlige. Og når en forebyggende foranstaltning ikke virker, så er det fordi vi ikke lytter efter, og man bliver nødt til at hæve eller sænke grænsen yderligere. Så vi kan lære det. Så vi kan forstå det.
Og hvis det stadig ikke virker, så må vi kontrolleres, for man tager ikke fejl i sine beregninger, i sine resultater. Det kan man nemlig ikke.

 Og når jeg synes det må være svært at skelne mellem hvad der er årsag og virkning i komplekse strukturer som kaotisk trafik, klimaet, planetens liv eller den menneskelige krop og al vekselvirkningen mellem de forskellige påvirkninger, så viser det bare noget om mine manglende evner.
Og når jeg postulerer, at man må skille reelle fakta fra selv-overbeviste argumenter, tro og troen på at ’målet helliger midlet’, så er det mig der er obsternasig og ødelægger den gode stemning.
Og når jeg får en mistanke om, at historierne bliver plantet fordi det er nu institut dit skal forhandle næste års budgetter, eller at forsker dat gerne vil frem i rampelyset, så må jeg holde op med det. Jeg må være ordentlig, må jeg.

 Og når jeg synes at vi, i angsten for døden, glemmer livet, så må jeg se at kommer over det, se at komme til fornuft, se at komme i tøjet og se at komme af med nogen kilo. 

Det er jo for mit eget bedste.

 

 


Kontakt Arkivet Referencer